i Nils's del af verden
fosterdiagnostik.
Jeg tror i bund og grund, at der er en mening med alt, også med at nogen mennesker fødes anderledes end det "normale".
Selvfølgelig har jeg gjort mig mange tanker om begrebet fosterdiagnostik. Jeg har i perioder været meget mere skråsikker på min mening, end jeg er nu - og så alligevel.
For det er slet ikke så nemt, intet er helt sort eller hvidt. Og så er der så forbistret mange synsvinkler, der kan anlægges.
I 1986 (hvor
Nils er født) var scanning og fostervandsprøver ikke noget, enhver kunne gøre
sig håb om.
Man skulle være over 35 eller have anden stærk begrundelse for bare at få en
scanning tilstået.
Jeg var 33,
da jeg blev gravid med Nils (34, da han blev født).
En bror til mig havde fået et misdannet, dødfødt barn et årstid inden Nils
kom til verden.
Misdannelsen var (formentlig) ikke familiært disponeret, og den ville have
kunnet ses på en scanning, hvor man især skulle se på arm- og benlængde. Den
ville (dengang) ikke kunne ses ved fostervandsprøve.
På grund af min brors barn fik jeg tilbud om både scanning og fostervandsprøve, men sagde nej tak til fostervandsprøven. Af flere grunde.
-
for det første kunne misdannelsen ikke afsløres ved en fostervandsprøve
-
for det andet var der selvfølgelig ikke noget i vejen med mit barn!
-
for det tredje kunne fostervandsprøven kun afsløre mongolisme + nogle få andre kromosomskader. Rigtig mange udviklingshæmmede kan slet ikke diagnosticeres, og da ikke "genkendes" før længe efter fødslen. Og hvem har nogensinde sagt, at mongoler er de "værste" handicappede? Det er i høj grad mongolerne, der tegner billedet af udviklingshæmmede som glade, musikalske, kærlige og elskelige mennesker.
-
for det fjerde: der er noget til os alle, og vi skal/kan ikke undgå alle smerter for enhver pris. Kan man slet ikke leve med at få et handicappet barn, skal man overveje, om man overhovedet skal have et barn. For vores børn kan / skal aldrig leve op til vores drømme om at være små, senere store, perfekte mennesker.
Så Nils blev grundigt scannet, forresten én af de største oplevelser jeg har haft. Jeg så mit lillebitte barn bevæge sig! Der blev kigget og målt arme og ben til den store guldmedalje, men ikke fundet noget abnormt.
Det var det år, hvor man begyndte at tale om, at mongolfostre kunne genkendes på scanning, bl.a. ved nogle karakteristica på arme og ben. Den viden var åbenbart lidt lang tid om at komme til Esbjerg...
Nils's fødsel var noget kaotisk/traumatisk. For tidlig, sædefødsel, kejsersnit, jeg var hundesyg af leverbetændelse - så da en læge antydede, at der måske var grund til at foretage en kromosomundersøgelse, var min første bemærkning, at "nu stopper I snart" - jeg kunne simpelthen ikke rumme mere.
Men - og det
er vigtigt for mig at slå fast: Jeg har aldrig fortrudt, at jeg fravalgte
fostervandsprøven. Tværtimod.
Den ville have sat mig i et valg, jeg ikke ønskede, og ikke magtede. Jeg ville
have følt mig tvunget til at vælge (en sen) abort, ville have følt mig
tvunget til at slå mit lille barn ihjel!
Og det for min egen bekvemmeligheds skyld. Jeg er stadig dybt taknemmelig for at
være blevet skånet for valget.
Vi kan ikke skabe et "perfekt" samfund, heller ikke ved at fravælge "fejlfostrene". For vi kan ikke finde dem allesammen, og måske skal vi det heller ikke. Måske er det meningen, at nogle af os skal have større behov for omsorg, at nogle af os skal være anderledes end de fleste.
Det er ikke engang sikkert, det er de ringeste mennesker. Jeg mener: kunne man nogensinde forestille sig mongolerne starte en krig, eller skabe masseødelæggelsesvåben? Hvem er egentlig de klogeste?
Da jeg 4 år senere havde lillesøster på bedding, tog jeg hele turen, og var klar til (fra)valget (hvis der skulle blive ét). Heldigvis var hun (og er stadig) det rene præmiebarn, så endnu engang blev jeg forskånet.