i min beretning om hvordan det har været for mig at have et handicappet barn.
Evnesvag eller åndssvag - eller retarderet, idiot, udviklingshæmmet - eller hvad?
På
"godt gammelt dansk" er Nils åndssvag.
Han er ikke "evnesvag", for evner har han masser af - de er bare ikke lige som de fleste andres.
Der er mange ting, Nils bare er rigtig god til: at cykle, at arbejde med computer, musik og teknik, at "skrive" og tegne, at underholde sig selv, at huske, at begejstres for sport (især fodbold) og så til at være glad.
Han har gennem sin
opvækst slidt hårdt på sin familie, og ikke mindst på sine søskende. Han
har krævet store mængder af både vores tolerance, tålmodighed og af
"familieenergien". Hans søskende har hadet ham af bravt hjerte
fra tid til anden...
Men han har også altid været elsket (også af hans søskende).
Han er
umiddelbar, og har aldrig været den, der "spillede med falske kort" -
det har han simpelthen ikke evnerne til.
Jeg er ikke den, der kalder det mit livs store held, at
jeg skulle få et handicappet barn - men det blev heller ikke mit livs store
ulykke.
Sorgen over det normale barn, jeg "mistede", da han fik en diagnose,
vil altid være der.
Men oplevelserne med ham, og med mange af de mennesker jeg har mødt "gennem" ham, på institutioner, skoler, kurser, på nettet og hans elskede spejderlejre er helt klart det, der fylder mest i dag.
- Og uden Nils havde jeg aldrig fået en så stor beundring for Birthe Kjær eller for Kjeld og Hilda, som jeg har i dag. De er pragtfulde, de skal bare opleves, og allerhelst i udviklingshæmmet-sammenhæng. Dér er de (og mange andre, bevar's) uovertrufne.
En familie, der får et handicappet barn bliver en handicappet familie. Men som årene går, tænker man mindre og mindre på det, det er jo bare sådan.