i Nils's del af verden
Børnehavebarn:
Som 3-årig
blev Nils "integreret" i en børnehave for almindelige børn, med sin
egen støttepædagog.
"Integreret" er i gåseøjne, fordi han jo netop ikke kunne
integreres, og slet ikke uden en "personlig oppasser".
Han kom fra en
specialinstitution, dér var han helt almindelig, og behøvede ikke
integreres særskilt.
Men støttepædagogen begyndte at arbejde med tegn-til-tale, og både hun og vi kom på kurser (dog ikke sammen). Vi var alle sammen begyndere i "faget", og kunne aldrig så meget, som vi gerne ville. Det var frustrerende.
Men Nils kunne
bruge det!
Jeg glemmer aldrig den første "sætning", han efter nogle
måneder satte sammen, på Storebæltsfærgen. Han pegede ned i vandet og gjorde
tegnet for at svømme!
Vi begyndte
at tænke aflastning. Godt 3 år gammel prøvede han den første familie, som
dog meldte fra efter to gange.
De kunne alligevel ikke have aflastningsbarn, de
skulle selv have barn (nr. 6!). - Og så var han jo heller ikke så nem at
styre, hun havde måttet smække ham over fingrene......
Helt ærligt, hvorfor er det lige, man har brug for aflastning? Fordi barnet
sidder stille i en krog og piller lidt med noget legetøj?
Vi prøvede
aflastningsinstitution, det skræmte den lille fyr fra vid og sans. De var godt
nok FOR underlige, de andre! Vi kunne ikke bringe det over vores hjerter at
efterlade ham der, fuldstændig panikslagen.
Derefter gik det næste årstid med at finde en ny familie.
Den første aflastningsfamilie var ikke eneste, der skulle have barn. Det skulle vi også selv. En måned før Nils fyldte 4 blev han i 1990 storebror for sin fra starten meget elskede lillesøster.
Vi holdt "børnedåb" for vores tre børn på én gang. Her er det Nils's tur. Han var bare dygtig!
En aflastningsfamilie blev fundet, hvor Nils skulle være hver 4. weekend, det blev nu ret hurtigt til hver 3. weekend.
Og hvad bruger forældre så deres "fri"weekender til?
2 ting, jeg husker meget klart:
-
For det første kunne man lade noget ligge på et bord.
-
For det andet tog det mig lang tid at vænne mig til tanken om, at jeg "ikke engang kunne passe mit eget lille barn".
Jeg følte mig ussel.
4 år gammel var Nils stadig ikke meget mere end en stor baby, og babyer skal ikke hjemmefra flere dage ad gangen, og slet ikke, når de er kede af det.
Han brød sig ikke meget om at være hos aflastningsfamilien, det gjorde ikke mine kvababbelser mindre. Familien virkede OK på mig, men set i bagklogskabens ulideligt klare lys var de nok ikke helt gode til at håndtere ham og hans enorme motoriske aktivitetsniveau. Jeg tror, han følte sig klemt hos dem.
Efter 3 år
i børnehavemiljøet kommer skoletiden.
Året, hvor han skulle meldes i skole
var benhårdt for mig. Jeg var ikke i tvivl om, at han skulle i en specialskole,
at det var det eneste rigtige. Men det valg tvang mig til at se i øjnene, at
han var handicappet. Han skulle jo til at færdes mellem alle de åndssvage.
Alle de andre åndssvage.
"Udenpå"
(eller forstandsmæssigt) havde jeg ikke noget problem.
Det var bare så svært for mig at nå frem til den nødvendige accept
indeni, den følelsesmæssige accept.
Men den
periode lærte mig, at det kan være lettere for mig at forstå og acceptere det svære,
når man deler accepten op i en "forstandsdel" og en
"følelsesdel".
Da jeg lærte at gøre det, blev det lettere for mig at acceptere, at "forstandsaccepten" kan være lysår foran den følelsesmæssige accept. Forstandsdelen hjalp mig også til at indse, at blot jeg gav den følelsesmæssige bearbejdning tid nok, ville det hele før eller siden "falde på plads".
Noget af det
svære for mig i den øvelse var netop at indse, at det følelsesmæssige er
lige så vigtigt som det forstandsmæssige. Jeg er fra en meget
"forstandsmæssig" familie, og var slet ikke vant til at skulle tage
mine egne følelser alvorligt - og slet ikke, hvis der var fornuftsargumenter
til stede.
Så jeg havde fra begyndelsen meget svært ved at forstå, at jeg kunne finde
det så svært at træffe de "rigtige" beslutninger.
Forresten
lærte den svære periode op mod skolestarten mig også, at sorgen over det handicappede barn er en hvilende ting,
der kan aktiveres når der kommer noget nyt ind omkring det handicappede barn.
Fx. skolevalg.
Sådan er det!
Hans tandstatus blev en historie for sig.
Han har altid været flink til at få børstet/børste tænder, men hans far mente at advarslerne om at undgå saftevand og juice i sutteflasker var noget pjat.
Den
almindelige skoletandlæge fandt ved et af de almindelige eftersyn ud af, at han
havde huller i tænderne, men hun fandt aldrig ud af, hvordan man kunne få Nils
til at samarbejde om at få dem plomberede.
Det gik der rent faktisk nogle år med! Uden resultater.
Til sidst blev jeg så desperat, at jeg kontaktede tandlægen ved specialskolen,
som meget hurtigt sagde "fuld narkose".
Nils kom i
fuld narkose hos specialtandlægen, fik en tand rodbehandlet og fik ordnet
adskillige (!) huller.
- og skoletandlægen blev sur, fordi jeg var gået bagom hendes ryg......
Allerede samme eftermiddag var Nils mærkbart bedre tilpas end længe. De tænder har gjort rigtig ondt.