i min beretning om hvordan det har været for mig at have et handicappet barn.
Nils kan være lang tid om at
lære, kan i dag læse og skrive en smule, men taler dårligt.
Bruger tegn-til-tale, når han skal gøre sig forståeligt, og klarer sig ellers
igennem med et "det kan jeg ikke huske", når man spørger ham om
noget, det ikke lige passer ham at svare på.
Hører generelt meget dårligt efter, hvad der bliver sagt, formentlig en
afledning af hans dårlige taleevne.
Alt
for mange voksne mongoler taler alt for uforståeligt. Den dårlige udtale (og
sprogforståelse) har vidtrækkende konsekvenser, både for deres kontakt med
omverdenen, for det "almindelige menneskes" opfattelse af dem, og for
hele deres sociale forståelse og liv.
Jeg kan ikke tale nok for at man arbejder på at give mongolbørn et forståeligt talesprog. Det kan lade sig gøre at forbedre talesproget, men det kræver en målrettet indsats, helt fra spædbarnestadiet, rettet mod alle mongolbørn. De af dem, der relativt let lærer at bruge sproget, tager ikke skade af den tidlige indsats, den kan jo udelades hvis den med tiden viser sig overflødig.
- Det er i grunden rigtig hundeærgerligt, at jeg ikke vidste nok om det dengang Nils var lille. Meget i hans liv kunne være meget anderledes, hvis han var blevet stimuleret bedre til både at lytte og at tale.
Jeg/familien har været på adskillige tegn-til-tale kurser igennem årene, alle (velvilligt) sponsorerede af Billund kommune. Men den viden, man har i dag, om vigtigheden af at få udviklet talesproget, var kun i sin spæde vorden dengang i slutningen af 80'erne (undtagen i Karlstad i Värmland, Sverige - hvor har jeg ofte ønsket, han var blevet født i Karlstad!).
link til Karlstad-modellen for sprogtræning her